Om Jr. NBA


Verdens sejeste skoleturnering!

Jr. NBA er den amerikanske basketball-liga NBA’s internationale basketball-program for børn. NBA indgår  partnerskaber med skoler, fritids- og basketballklubber rundt om i hele verden, som udruller Jr. NBA i de respektive lande. Formålet er at fremme og støtte børn og unge i at deltage i basketball på græsrodsniveau, øge interessen for basketball samt give børnene gode oplevelser med sporten og kendskab til NBA’s definition af kerneværdierne i basketball, nemlig teamwork, respekt og sportsånd.

Mere info på www.jr.nba.com

Om Jr. NBA Danmark

I Danmark har NBA udnævnt BørneBasketFonden som officiel samarbejdspartner, og det er dermed BørneBasketFonden, der står for at afholde Jr. NBA-turneringen i Danmark. Den nuværende kontrakt med NBA lyder på fire år. I 2017 blev turneringen spillet fra den 25. april til 8. juni. I 2018 spilles kampene ligeledes fra februar til juni.

60 danske folkeskoler og fritidsklubber fra bla. Aarhus, Odense, Ballerup, Svendborg, Hørsholm og København deltager i Jr. NBA Danmark 2018 med hver 15 spillere fra 4. og 5. klasse. Det betyder, at i alt 900 danske børn bliver del af verdens bedste basketball-liga. 

Skolerne og klubberne har selv udvalgt spillerne til holdene, som efter lodtrækning har fået tildelt et ægte NBA-holdnavn og dertilhørende originale NBA-spilleruniformer. Der spilles otte kampe fordelt over tre stævner, og de 16 bedst placerede hold kvalificerer sig til finalestævnet, som spilles i Odense den 9. juni 2017.

Ved finalen deltager også en spiller fra NBA, som vil træne børnene og stille op til foto, autografskrivning, snak og masser af ’highfives’

Forud for turneringen har holdene haft mulighed for at træne med en professionel basketballtræner fra BørneBasketFonden.

 

Om BørneBasketFonden

BørneBasketFonden er en almennyttig fond, som har til formål at bevæge børn i indskolingsalderen og give dem gode vaner med at bevæge sig via dynamiske og inkluderende basketball-aktiviteter.
BørneBasketFonden flytter den organiserede idræt tættere på børnene ud fra et grundprincip om, at basketball kommer til børnene i stedet for, at børnene skal komme til sporten. Fonden leverer basketball-aktiviteter til skoler og SFO’er i samarbejde med lokale klubber i hele landet
, arrangerer basketball camps og er med til at etablere nye basketballklubber for børn.
I 2016 deltog mere end 10.000 børn fordelt på 20 kommuner i hele landet i BørneBasketFondens skole-, camp- og klubaktiviteter.

BørneBasketFonden samarbejder med Danmarks Basketball Forbund, DGI og Dansk Skole Idræt og er støttet af bl.a. Nordea-fonden og Den A. P. Møllerske Støttefond.

Mere info på www.bornebasketfonden.dk